Nu titte til hinanden

1. Nu titte til hinanden de favre blomster små,
de muntre fugle kalde hinanden;
nu alle jordens børn deres øjne opslå,
nu sneglen med hus ryg vil vandre.

2. Den kære Gud og skaber den mindste orm er nær:
han føder fugl og markens lilje klæder;
dog menneskenes børn har han allermest kær,
Gud ånder øjet, når det græder.

3. Guds Søn var selv et barn, og krybbestrå han ,
hans vugge stod jord foruden gænge.
Guds Himmeriges fryd har han lovet de små
og blomster fra Paradisets enge.

4. Guds Søn har os kær, han er børnevennen stor,
han bærer barnet op til Gud armen;
han storm og hav betvang, da han vandred jord,
men børnene leged ham ved barmen.

5. O du, som os velsigned og tog i favn de små,
en morgen se vi dig i Paradiset;
du lærte os til Gud vore øjne opslå,
evindelig være du lovpriset!